Tryk på tidslinjens punkter for at få uddybende information
Navnet Gram kendes af mange danskere og forbindes ofte med køleskabe. Men hvem var brødrene Gram, og hvad var deres baggrund for at begynde den virksomhed i Vojens, som gennem mange år har været et stort og anerkendt firma inden for dansk industri?
Brødrene Hans og Aage Gudmund Gram var sønner af dyrlæge Jes Julius Gram og hustru Maren Kryhlmann i Københoved, Skrave Sogn. De var ud af en børneflok på fem, tre sønner og to døtre. Jes Julius Grams far var møllebygger fra Over Lerte og havde ofte 20 mand i arbejde. Selvom faderen var landmand og dyrlæge, havde drengene Hans og Aage anlæg og interesse for det tekniske.
Broderen Mads Kryhlmann Gram blev derimod landmand og var i høj grad med til at præge tiden i Sønderjylland før og efter Genforeningen, både på det nationale, politiske, landbrugsfaglige og kulturelle plan.
Søsteren Minna blev gift med en landmand, senere landstingsmand Jens Hoyer, også en fremtrædende mand på den nationale og politiske front.
Selvom hjemmet lå i det daværende Tyskland, var familien meget dansksindet. Sønnerne Hans og Aage var nok født i Tyskland, men døbt på den anden side af Kongeåen, i Vejen kirke.
Han var født i 1874, og da han var besværet af astma, kunne han kun gå i skole om sommeren. Dette gik ud over skolegangen, og ved udskrivning af skolen oplyste skolelæreren, at han ikke havde nået skolens mål.
Ved ophold på efter- og højskoler fik han indhentet det forsømte. Og på det tekniske område satte undervisningen på Ringkøbing Tekniske Skole sit præg på hans videre færd.
Skoleopholdene efterfulgtes af en læreplads på en lille fabrik i Ringkøbing, hvor han aflagde svendeprøve. Efter at have aftjent værnepligt i Bremen, fik han arbejde som maskinarbejder på Weser Værft og senere som montør hos et mejerimaskinfirma i Slagelse.
Nu var tiden kommet til at skulle tilbage til Sønderjylland, og i 1901 etablerede han en maskinfabrik og installationsforretning i Vojens. Han anbefalede sig i en annonce med levering af bl.a. høstmaskiner, husmøller, vindmotorer, tærskeværker samt komplette mejerianlæg og reparationer af enhver art.
I forbindelse med firmastarten lånte han 6.000 mark af sin stedmoder med opbakning fra faderen, dyrlæge Jes Julius Gram (han mor var død 11 år forinden). Som sikkerhed stillede han alle sine rørlige ejendele, lige fra et par drejemaskiner til sin seng og sit klædeskab. Det fremgår af en kontrakt, der opbevares i arkivet.
Han var født i 1879, og efter skoletiden var han først ansat ved landbruget. Det blev dog af kortere varighed, idet han fik en læreplads hos Esbjerg Jernstøberi og Maskinfabrik (Jensen & Olsen), hvor han blev udlært som maskinarbejder i år 1900. Senere samme år var han hos sin senere konkurrent, Thomas Th. Sabroe & Co. A/S, i Århus som maskinarbejder.
Lysten til at udvide den tekniske viden fik ham til at gå på Det Tekniske Selskabs dagskole i København, hvor han fulgte en speciel uddannelse for maskinbyggere. Sideløbende hermed tog han bl.a. kurser i matematik og bogføring.
Efter overstået eksamen kom han til A/S Konstantin Hansen & Schrøder i Kolding, der fremstillede mejerimaskiner.
Broderen Hans Gram var i mellemtiden godt i gang med sin virksomhed i Vojens. I 1907 påbegyndte han et samarbejde med firmaet Paasch & Larsen Petersen i Horsens om fremstilling af deres automatiske mælkeindvejningsvægte til det tyske marked. Hans Gram havde som bosiddende i Tyskland et bedre kendskab til dette marked end firmaet i Horsens.
Denne produktion og de øvrige aktiviteter skabte behov for de egenskaber og den viden, Aage havde erhvervet sig, og fra 1. oktober 1907 indgik de et kompagniskab, der varede, indtil Hans Gram døde i 1929.
Der var dengang i mejerikredse diskussion om, hvorvidt den nødvendige køling af mejeriprodukter skulle ske i et ishus med isblokke, der blev skåret i søer om vinteren og opbevaret resten af året i isolerede rum, eller man skulle bruge køleanlæg.
Hans og Aage Gram gik ind for køleanlæg, og allerede året efter, i 1908, leverede de det første køleanlæg til Fæsted Mejeri i Sønder Hygum sogn. Arrangementstegninger af dette anlæg er blandt de mange tegninger, der er bevaret.
Hermed skabtes grundlaget for fremstilling og levering af køleanlæg og de kølekompressorer, som i mange år skulle blive en af hjørnestenene i firmaet.
Efter Genforeningen i 1920 måtte de to brødre indstille sig på de nye forhold, idet det tyske marked nu var blevet udland. Successen med køleanlæg medførte, at man holdt op med at fremstille og levere mejerimaskiner.
I stedet gik man igang med at se på eksporten, også til andre lande end Tyskland. Kontakter blev etableret til Tjekkoslovakiet, Østrig og Polen. Det var på en rejse i 1929 til disse nye markeder, at Hans Gram blev syg i København og døde på Rigshospitalet.
Det var på omtrent samme tid, at Hans og Aage Gram var kommet i forbindelse med A/S National i København, hvis direktør under et ophold i USA havde stiftet bekendtskab med iskremproduktion. Samarbejdet blev indledningen til en ny epoke, hvor udviklingen af iskremmaskiner satte fart i en ny og meget betydningsfuld del af firmaets virke.
Den nye samarbejdspartner havde også kendskab til kommercielle køleanlæg til restauranter og butikker, og det blev starten på det tredje område i virksomheden. Det fjerde område, køle- og fryseskabe til husholdningsbrug, kom efterhånden også ind i billedet, om end de ikke blev hvermandseje med det samme.
Hans Gram var forblevet ugift, og med hans tidlige død - han blev kun 55 år gammel - måtte Aage Gram og de to øvrige arvinger, broderen Mads og søsteren Minna finde en løsning på firmaets fremtid.
Med virkning fra den 1. januar 1930 besluttede de at stifte selskabet Brødrene Gram A/S. 1930'erne var en vanskelig tid, også for maskinfabrikker. Udvikling af nye produkter og forbedring af eksisterende var vejen frem, samtidig med at der udvistes stor sparsommelighed på alle områder.
Epokegørende var udvikling af nye iskremmaskiner, som via et rotationsprincip kunne producere ispinde med en helt ny teknologi. Det var starten til de RIA-maskiner, der i de efterfølgende årtier kom til at præge iskremfabrikker verden over (RIA = Roterende Ispinde Automat).
2. verdenskrig gav nye problemer. Markederne indsnævredes, og materialemangel af næsten enhver art satte begrænsninger for, hvad der kunne produceres.
Men man kom igennem den vanskelige tid, og efter krigen kunne man gå igang med at opdyrke nye markeder, herunder også oversøiske. Gennem lange og ofte vanskelige rejser over det meste af kloden fik man opbygget et forhandlernet, som sikrede, at GRAM kunne blive et kendt og anerkendt mærke.
Staben af medarbejdere øgedes, såvel til udvikling af nye produkter som til produktion og salg. I begyndelsen af 1950'erne var den tekniske udvikling af køle- og fryseskabe så vidt, at fremstilling på samlebånd kunne iværksættes. Selvom skabene var af beskedne størrelser, begyndte de at vinde indpas i hjemmene.
I 1957 døde Aage Gram i en alder af 78 år, og firmaets ledelse overgik herefter til datteren Maren Nybroe og sønnen Hans Gram.
Ekspansionen fortsatte, og først i 1960'erne byggedes en ny køleskabsfabrik med mulighed for en væsentlig forøgelse af produktionen.
Salgsapparatet blev tilpasset den større omsætning, og der etableredes datterselskaber på alle fem kontinenter og filialer rundt omkring i Danmark.
Med Aage Grams død i 1957 var den sidste af selskabets stiftere borte, og aktierne gik i arv til efterfølgende generationer.
I løbet af de kommende 10-12 år modnedes tanken om at søge aktierne samlet i en fond. Det blev realiteten pr. 1. januar 1969, hvor tre af Aage Grams børn, Maren Nybroe, Hans Gram og dyrlæge Bent Gram stiftede Aage og Anna Gram Fonden. De indskød hver især et betydeligt beløb i form af selskabets aktier, og fonden købte efterhånden samtlige aktier, således at fonden blev eneaktionær i Brødrene Gram A/S.
Antallet af medarbejdere steg, og i sidst i 1970'erne var der på koncernplan tæt på 3500 personer ansat. Heraf var mange dog deltidsansatte, således at der omregnet til heltidsansatte var omkring 3200 beskæftigede. Samtidig var det bebyggede areal i Vojens efterhånden på mere end 100.000 m2.
Grundet alder trak Maren Nybroe og Hans Gram sig tilbage fra den daglige ledelse i henholdsvis 1978 og 1982, og ved Hans Grams afgang tiltrådte en ny direktion. Der var fortsat god gang i hjulene.
Men konkurrencen blev skarpere og skarpere, ikke mindst inden for køleanlæg og kølekompressorer, hvor produktionskapaciteten på verdensplan var større end efterspørgslen. I 1995 blev det derfor besluttet at frasælge denne del af virksomheden til York International i USA.
I 1999 var der betydelige vanskeligheder med andre dele af virksomheden, og Aage og Anna Gram Fonden så sig nødsaget til at afhænde aktiekapitalen til VT-Holding A/S.
VT-Holding gik straks i gang med en turn-around proces, hvor grunde og bygninger blev solgt som det første. Produktionen blev opretholdt, men strategien fra VT-Holding var fra starten klar: man ville finde købere til de tre tilbageværende områder: Gram Equipment (iskremmaskiner), Gram Domestic (husholdnings køle- og fryseskabe) og Gram Commercial (køle- og fryse enheder til erhvervsformål).
De tre virksomheder blev en efter en frasolgt i perioden frem til 2006. Virksomhederne lever videre under nyt ejerskab og fører produkterne videre, selvom nogle af dem nu fremstilles i udlandet.
Hans og Aage Gram indgik i 1907 kompagniskab under navnet ”Hans Gram Maskinfabrik, indehavere Hans og Aage Gram”.
På et tidspunkt ændredes dette til ”Brødrene Gram”.
Efter Hans Grams død i 1929 blevet ”A/S” tilføjet navnet.
Dette bevaredes indtil 1992, da "Brødrene" blev sløjfet, og firmaets navn var og er ”Gram A/S”.
Det begyndte med et brev fra ”Industrihistorisk Selskab i Sønderjylland” i foråret 1997. I brevet er anført, at man påtænker oprettelsen af et arkiv, som skal vise industriens historie i Sønderjylland.
I direktionen hos GRAM A/S er opfattelsen, at materialet skal blive i lokalområdet. Der rettes derfor henvendelse til Lokalhistorisk Forening for Vojens Området, som gerne vil medvirke ved arkivering og registrering af de arkivalier, der måtte findes. Vojens arkiv
Det aftales, at GRAM A/S stiller lokale og nødvendigt EDB-udstyr til rådighed samt, at der oprettes en ISDN-forbindelse mellem GRAM A/S og Lokalhistorisk arkiv. Siden er Lokalhistorisk arkiv flyttet til samme bygning som museet.
Har du spørgsmål
Kontakt os på mail og telefon
© All Copyrights 2024 - Brødrene Grams Historiske Arkiv og Museum